Børn, der har svært ved at tackle nye situationer bliver ofte ramt af angst og nervøsitet som voksne.

Hæmmede børn bliver angste voksne

Børn, der har svært ved at interagere med andre børn eller håndtere nye situationer, bliver ofte nervøse og urolige, hvis ikke ligefrem angste som voksne.

I hvert fald hvis man skal tro forksning fra Penn State University, hvor psykologen Koraly Pérez-Edgar i 15 år har arbejdet med og fulgt børns udvikling.

Da hun for 15 år siden var post.doc optog hun en video i  laboratoriet, hvor tre piger på fire år var sat til at lege sammen. Den ene af de tre piger - Emma - har klart taget hovedrollen i gruppen og de andre følger hende uden problemer. Da en fjerde pige - Jane - kommer ind i lokalet med sin mor sker det med hænderne for ansigtet og klamrende sig til moderen. De tre andre piger fortsætter derfor med at lege, mens moderen sætter sin datter ned ved noget legetøj et par meter væk. Efter at moderen har forladt lokalet bliver Jane siddende med ansigtet mod væggen uden at lege. Emma bevæger sig over til den nye pige for at invitere hende til at lege med resten af gruppen. Men Jane ser ud som hun er trængt op i en krog og begynder at græde - og rejser sig op for desperat at åbne døren.

Pigerne blev videofilmet så forskerne kunne studere deres samspil og børnenes forskellige temperamenter er så sigende, at Pérez - Edgar, der nu en lektor i psykologi, stadig viser videoen til hendes studerende som et eksempel på adfærdsmæssige hæmning.

"Det hæmmede barn vil sidde og se på, men hun vil hverken lege alene eller sammen med andre. Tanken om at blive inkluderet synes at skræmme hende," pointerer Pérez-Edgar.

Hendes arbejde har i årenes løb vist, at denne form for ekstrem generthed hos børn ofte er en indikator for angst senere i livet. Hun siger, at den måde generte børn opfører sig på vil udligne sig med alderen, "men de har stadig svært ved at være i sig selv, når de oplever nye sociale situationer."

Pérez-Edgar driver universitetets Kognition, affekt og temperament Laboratorium, hvor hun sammen med 30 medarbejdere arbejder med børn fra de er 4 måneder gamle til den sene teenage-alder. 

Med brug af kliniske interviews, spørgeskemaer til genetik og neuroimaging forsøger Pérez-Edgar at lære mere om, hvad børn og  unge oplever, hvorfor og hvordan man kan hjælpe dem gennem deres angst og nervøsitet.

Begyndelsen til ​​angst

Det er sjældent for et barn at være klinisk diagnosticeret med angst før ungdomsårene.

"Børn er endnu ikke angst, men kan have temperament, som kan prædisponere dem til at bliver nervøse," er den måde Pérez-Edgar udtrykker det. Hun er omhyggelig med at skelne mellem normal separationsangst, der er almindeligt for børn i 2-3 års alderen og  så det hun kalder et nervøst temperament.

"Når et spædbarn bliver udsat for nye sensoriske oplevelser - eksempelvis noget så uskadeligt som en af ​​de mobiler, du lægger over krybben eller en normal mesterjackel-dukke - så vil de fleste babyer fnise og grine og synes det er sjovt. Men adfærdshæmmede babyer bliver skrækslagne, de græder og bøjer ryggen. Deres systemer har netop skreget 'fare, fare, fare'," forklarer hun.

Senere advarselstegn kan være, at de har svært ved at opbygge relationer og have socialt samvær med jævnaldrende, som i eksemplet fra videoen.

Sammen med Nathan Fox, der er udviklingspsykolog ved University of Maryland, begyndte Pérez-Edgar at studere 153 fire-måneder gamle babyer i 1993 og 1994. Sammen har de fulgt denne gruppe lige siden og observeret hvert barn 8-12 gange gennem årene. De 4-årige piger i videoen var en del af denne gruppe - og er det sandsynligvis stadig.

Kylling og æg

Efter at de har konstateret sammenhængen mellem barndommens adfærdshæmning og senere angst og nervøsitet er de to forskere begyndt at spekulere over om den ekstreme generthed kan spores tilbage til forskelle i hjernens neurologi. Spørgsmålet er om de muligvis har et overfølsomt limbisk system og måske især en alt for følsom amygdala.

"Det limbiske system er et tidligt udviklet område af hjernen, der former den enkeltes reaktion på trusler og nye oplevelser i miljøet," forklarer Pérez-Edgar.

"Det stammer fra den genetiske urtid - firben har et limbisk system. I centrum af dette system er en lille region kaldet amygdala. Hvis man ser på andre dyr, så er det første de gør når amygdala reagerer at fryse - stå helt stille. Og derefter flygter de oftest," fortæller hun.

Amygdala er sæde for det, vi kender som kæmp-eller-flygt reaktionen. Når den stimuleres - selv efter millioner af års evolution - får det stadig dit nervesystem til at fryse og vurdere situationen (sandsynligvis hurtigere end du rent faktisk har tid til at overveje den), og så fortæller resten af ​​din krop dig at du enten må forsvare dig eller flygte. Og når amygdala er overdrevent følsom og beslutter at der er grund til frygt kan det forårsage angst.

Med ​​funktionel magnetisk resonans (fMRI), har forskere rent faktisk været i stand til at se denne sammenhæng mellem hjerne og temperament. Efter at bebyerne i Fox og Pérez-Edgar undersøgelse var blevet teenagere og kunne blive MR-scannet.

"Vi var i stand til at påvise, at ja - rent faktisk - så er teenagere, der som babyer blev så bange af noget nyt, i virkeligheden ofre for at deres amygdala reagerede mere energisk."

På dette punkt mangler der imidlertid stadig at påvises en årsagssammenhæng.

"Her har vi en kylling eller ægget situation," siger Pérez-Edgar.

"Er det fordi du er temperamentsmæssigt overfølsom, at din amygdala er overaktiv eller omvendt"?

Hun er i gang med et studie med børn i alderen 9 til 12 år for at observere, hvordan opmærksomhed og temperament kan være knyttet til social adfærd - det vil sige de måder et barn reagerer på sociale situationer. Som hun påpeger aktiveres amygdala nemlig ikke udelukkende af frygt; den er også kendt for at reagere på andre sociale stimuli.

I løbet af denne undersøgelse vil Perez-Edgar observere mønstre for social adfærd, både ved fysisk at se børnene interagerer, men også ved at indsamle EEG (elektroencefalogram) og fMRI information.

En af måderne, at Pérez - Edgar og kolleger forsøger at hjælpe angste børn er adfærdsterapi, hvor de afleder deres opmærksomhed væk fra det, der gør dem nervøse. Forskernes hypotese er, at ved at træne hjernen til ikke at opsøge ting, der gør hende angst og eventuelt ved at fokusere sin opmærksomhed andre steder, vil barnets angst blive reduceret.

Med denne forskning håber Pérez-Edgar, at hun og andre vil være i stand til at få yderligere indsigt i hvordan hjernens struktur og adfærd påvirker hinanden, således at denne verdens svar på Jane i videoen en dag kan lege med andre børn og udvikle sig til en glad, veltilpasset voksen.

 

 

Tags: børn, angst, adfærdshæmmet, fobi, nervøsitet