Test af computerspillet StarCraft 2 viser at vore hjerner har toppet som 24-årige, men at erfaring kan kompensere for ungdommens reaktionsevner.

Hjernens nedtur begynder når vi er 24 år

Hvis du er over 24 år, må du se i øjnene, at det allerede er begyndt at gå ned ad bakke for din hjerneaktivitet.

Til gengæld betyder ældres erfaring, at det lavere tempo måske ikke gør så meget. Vi bliver nemlig tilsyneladende bedre til at prioritere de evner vi nu engang har tilbage.

For dem, der er i ’deres bedste alder’, er det ofte en uvelkommen erkendelse, at man ikke kan det samme som man har kunnet – heller ikke i hovedet. Men de færreste af os ved, at den hjernemæssige nedtur måske allerede begyndte for længe siden.

Forskere ved Simon Fraser University i Canada har testet reaktionerne hos mere end 3.000 frivillige i alderen fra 16 til 44 år, og deres undersøgelse viser, at vores mentale evner falder allerede i en tidlig alder. En del tidligere end vi alle sammen helst vil tro.

De frivillige deltagere spillede ’StarCraft 2’, der er et hurtigt computerspil. Og på den måde kunne forskerne registrere evnen til at lægge en strategi i øjeblikket. Reaktionstid og multitasking er det, der afgør, om man er god til spillet.

Psykologisk interessant spil

Psykologer interesserer sig i det hele taget for ’StarCraft2’, fordi det ligesom skak og bridge kræver strategisk planlægning og at kunne reagere på modstanderens uforudsigelige træk. 

Forskerne siger også, at computerspillet giver en unik mulighed for at se, hvordan hjernen virker. ’StarCraft 2’ giver en stor fordel til spillere, som kan tage hurtige beslutninger og reagere hurtigt.

Undersøgelsen, som er offentliggjort i tidsskriftet PLOS One, analyserede den tid, det tog spillerne at reagere på nye træk på skærmen. Forskerne fandt, at det første tegn på øget reaktionstid hos deltagerne allerede begyndte i 24 års alderen.

Til gengæld kan vi trøste os med, at vi med alderen får erfaring, som i visse tilfælde kan kompensere for det aldersafhængige tab i tempo på de små grå. Erfaringen hjælper os tilsyneladende indirekte med at kompensere. I undersøgelsen så de ældre spillere ud til at klare sig, måske fordi de var bedre til at sortere i informationerne og simplificere deres strategier.

 

Reference

Joseph J. Thompson, et al, Over the Hill at 24: Persistent Age-Related Cognitive-Motor Decline in Reaction Times in an Ecologically Valid Video Game Task Begins in Early Adulthood., PLOS OneAbstract

 

Tags: multitaskning, hjerneaktivitet, computerspil