Især kvinder glæder sig til at komme på arbejde, viser den nye undersøgelse.

Stresset? Skynd dig på arbejde

“Lad mig komme på arbejde og slappe lidt af," er ikke altid bare en sjov bemærkning, men kan være et udtryk for at nogle mennesker føler sig mindre stressede på jobbet end hjemme.

Familien kan være et anstrengende sted at være, og børn kan være mere arbejdskrævende end et fuldtidsjob.

Og nu viser ny forskning, at nogle er marikant mindre stressede på kontoret end derhjemme. 

Forskere fra Pennsylvania State University har testet indholdet af stresshormonet cortisol hos 122 arbejdende personer i løbet af deres arbejdsuge og i weekenderne.

Spytprøver viste, at den biologiske markør for stress, hormonet cortisol, var meget lavere, når en person var på arbejde, end når han eller hun kom hjem om aftenen. Og forskerne mener, at disse resultater antyder, at arbejdspladsen kan være en slags ’helle’ væk fra dagligdagens problemer. Derhjemme skal man til gengæld klare ansvaret for familien, hvilket er opgaver, der gør os stressede.

”Faktisk falder folks stressniveau, når de kommer på arbejde. Men jeg tror ikke, det betyder, at de ikke kan lide deres hjem og deres børn,” siger Sarah Damaske, assisterende professor i arbejdsmarked ved Penn State og leder af undersøgelesn.

”Jeg tror, at resultaterne viser, der er noget ved at gå på arbejde, som er godt for os. At være i øjeblikket, at fokusere på en opgave og at gennemføre en opgave sammen med kollegaerne – alsammen noget, der er med til at sænke stressniveauet,” siger hun.

Kvinder gladere på arbejdet

Forskerne spurgte også både mænd og kvinder om deres glæde ved arbejdet og derhjemme. Mens mændene alle sagde, at de var gladere derhjemme end på arbejde, sagde kvinder, de var gladere på arbejde end hjemme. Kvinderne rapporterede også om et generelt højere glædesniveau på arbejde, end mændene i undersøgelsen. 

”Det understreger noget, vi har vidst længe – at kvinder har mere at gøre når de kommer hjem fra arbejde. De har mindre fritid, de har alt det ekstra der skal laves – et ekstra arbejde,” siger hun.

En anden årsag til at kvinder fortæller om lavere stress og mere glæde på arbejde sammenlignet med mænd, kan måske også være, at kvinder simpelthen bedre kan lide deres jobs.

Undersøgelsen, som offentliggøres i tidsskriftet Social Science & Medicine, viste interessant nok, at der ikke var nogen kønsforskel i stressniveauet i weekenderne. Her var alle mindre stressede.

 

 

Tags: stress, arbejde, cortisol, afslapning, arbejdslæde