Autisme udløses ofte af miljøfaktorer
Fødselskomplikationer, medicin under graviditeten eller andre faktorer har lige så stor betydning for autisme-risikoen som arvelighed.
Det viser den hidtil største analyse af risikoen for at udvikle autisme, der er en neurologisk udviklingsforstyrrelse, som medfører sociale problemer og behov for gentagelses-handlinger.
Autisme har hidtil været betragtet som en hovedsageligt arveligt betinget lidelse, hvor op mod 90 procent af tilfældene mentes at være genetisk betinget, men den nye undersøgelse viser at genetik kun spiller en rolle i ca. 50 procent af tilfældene.
Undersøgelsen er baseret på en analyse af alle - to millioner - svenske børn, der er blevet født mellem 1982 og 2006. 14.516 af dem blev siden diagnosticeret med Autisme Spektrum Forstyrrelse (ASF). Forskerne analyserede risikoen for enæggede og tveæggede tvillinger, søskende, halvsøskende og fætre og kusiner.
Miljømæssige faktorer kan opdeles i 'delte miljøfaktorer', som deles af familiemedlemmer (eksempelvis husstandens indkomst eller bopæl), og 'indivduelle miljøfaktorer', som er unikke for den enkelte (som fødselskomplikationer, infektioner under graviditeten eller medicin før eller efter fødslen).
I undersøgelsen, som er lavet i samarbejde mellem Karolinska Institutet i Sverige, Kings College London og Mount Sinai hospital i USA, viser det sig, at individuelle faktorer er den væsentligste årsag til den ikke-genetiske risiko.
"Arvelighed er en målestok, som ikke kan fortælle os meget om risikoen på et individuelt niveau, men det kan fortælle os hvor vi skal lede efter årsager. Vi blev overraskede over vores resultater, da vi ikke forventede, at betydningen af miljøfaktorer var så stærk i forbindelse med autisme," siger undersøgelsens hovedforfatter professor Avi Reichenberg fra Mount Sinai Seaver Center for Autism Research.
"Nyere forskning har haft en tendens til at fokusere på genetik, men det er nu klart, at vi har brug for langt mere forskning, der fokuserer på at identificere, hvad disse miljømæssige faktorer er. På samme måde som der er flere genetiske faktorer, vil der sandsynligvis også være mange forskellige miljøfaktorer, der bidrager til udviklingen af autisme," siger han.
10-doblet risiko
Autisme påvirker cirka en ud af 100 børn, men forskerne fandt, at børn med en bror eller søster med autisme havde 10 gange større sandsynlighed for at udvikle problemet; 3 gange , hvis de har en halv-bror eller -søster med autisme; og 2 gange, hvis de har en fætter/kusine med autisme. Der var ingen forskelle i den relative risiko mellem kønnene. Dette er den første undersøgelse der har givet en så omfattende og vidtrækkende analyse af den individuelle risiko, der også viser risikoen i forhold til fætre og kusiner.
Forskerne mener at det er afgørende vigtig information for forældre og klinikere, der giver dem bedre muligheder for at vurdere den individuelle risiko.
"Vores undersøgelse var foranlediget af et meget grundlæggende spørgsmål, som forældre ofte har: hvis jeg har et barn med autisme, hvad er risikoen så for mit næste barn? Vores undersøgelse viser, at på et individuelt niveau er risikoen for autisme stigende jo tættere du genetisk er på andre slægtninge med autisme. Vi kan nu give nøjagtige oplysninger om autisme-risikoen, som kan hjælpe og vejlede forældre og klinikere i deres beslutninger," siger Dr. Sven Sandin fra Karolinska.
Tags: børn, autisme, graviditet