Bakteriekulturen i autistiske børns tarme er markant anderledes end hos normale børn.

Autister har usædvanlige tarmbakterier

Børn med autisme har en anderledes bakteriekultur, der kan forklare ændringerne i hjernen.

Det viser en ny undersøgelse præsenteret på det årlige møde i American Society for Microbiology, hvor forskere fremlagde beviser for at børn med autisme har markant forskellige koncentrationer af metabolitter - bakterielt producerede kemikalier - i deres afføring end børn uden autisme. 

"De fleste tarmbakterier er gavnlige og medvirker til en sund fordøjelse, der producerer vitaminer og beskytter mod skadelige bakterier. Men skadelige bakterier kan udskille farlige metabolitter eller forstyrre en balance af metabolitter, der kan påvirke tarmen og resten af ​​kroppen, herunder hjernen," siger Dae- Wook Kang fra Biodesign Institute fra Arizona State University, der er medforfatter på undersøgelsen.

Flere og flere tegn tyder på, at børn med Autisme Spektrum Forstyrrelse (ASF) har ændrede tarmbakterier.

I et forsøg på at identificere eventuelle mikrobielle metabolitter, der er forbundet med ASF. Kang og hans kolleger søgte og sammenlignede forbindelser i fækale prøver fra børn med og uden ASF og konstaterede, at børn med ASF havde markant forskellige koncentrationer i syv af de 50 stoffer, de kunne identificere.

"De fleste af de syv metabolitter kan spille en rolle i hjernen, ved at arbejde som neurotransmittere eller kontrollere neurotransmitteres biosyntese," siger Kang.

"Vi har mistanke om, at tarmmikrober kan ændre niveauet af neurotransmitter-relaterede metabolitter, der påvirker kommunikationen mellem tarmen og hjernen eller ændrer hjernens funktion."

Ubalance

Børn med ASF havde signifikant lavere niveauer af metabolitterne homovanillat og N,N-dimethylglycin. Homovanillat er et nedbrydningsprodukt fra dopamin, som er en neurotransmitter, hvilket indikerer en ubalance i dopamin katabolisme, som er nedbrydningen i levende organismer af mere komplekse stoffer til simplere stoffer i forbindelse med frigivelse af energi.

N,N-dimethylglycin er en byggesten for proteiner og neurotransmittere og er blevet brugt til at reducere symptomer på ASF og epileptiske anfald.

Forholdet mellem glutamin og glutamat var også markant højere hos børn med ASF. Glutamin og glutamat metaboliseres yderligere til gamma-aminosmørsyre (GABA), som er en hæmmende neurotransmitter. En ubalance mellem glutamat og GABA transmission er blevet forbundet med ASF-lignende adfærd, som ukontrolleret ophidselse.

Forskerne opdagede også hundredvis af unikke bakteriearter og at børn med ASF har en tydelig og mindre forskelligartet bakteriekultur.

"Sammenhængen mellem tarmbakterier og neurotransmitter-relaterede metabolitter lægger grundstenen til en bedre forståelse af forbindelsen mellem tarmbakterier og autisme, som kan gøde vejen for diagnose eller behandling af neurologiske symptomer hos børn med ASF," siger Kang.

 

 

Tags: autisme, tarmbakterier