De fleste kulturer finder romantiske kys unaturlige
Et romantisk kys som vi kender det fra utallige Hollywood-film er i virkeligheden noget flertallet af kulturer finder unaturligt eller ligefrem frastødende.
De fleste danskere forbinder formentlig et kys med kærlighed og romantik, men en ny undersøgelse viser at det kun er et mindretal af 168 undersøgte kulturer, hvor det romantiske kys er normen. Kun i 46 procent af kulturerne var det almindeligt at kysse hinanden på læberne i længere tid.
Undersøgelsen er bl.a. lavet af Justin Garcia ved Kinsey Institute på Indiana University og er offentliggjort i tidsskriftet American Antropolog.
"Vi antog, at nogle kulturer enten ikke havde tradition for det romantiske eller seksuelle kys eller opfattede det som en mærkelig fremvisning af intimitet, men vi blev overraskede over at det var et flertal af kulturer, der faldt ind under denne kategori," siger Garcia, der er lektor i kønsforskning.
"Dette er en reel påmindelse om, hvor vestlige verdensopfattelse kan skævvride den måde, vi tænker på menneskelig adfærd."
Undersøgelsen baserer sig delvist på observationer fra etnografer og andre eksperter i lokale kulturer, der ikke skal opfattes som lande, men nærmere etniske grupper.
Biologisk årsag
Romantisk kys var mest udbredt i Mellemøsten, hvor det var almindeligt i alle 10 kulturer, der blev undersøgt.
Men der var ingen tegn på at man dyrker det romantiske kys i Mellemamerika og ingen etnograf, der studerer områder syd for Sahara, Ny Guinea eller Amazonas rapporterede tegn på romantiske kys i befolkningerne, de studerede, konstaterer forskerne.
Undersøgelse fandt en sammenhæng mellem social kompleksitet og kys: Jo mere socialt komplekse og udviklet et samfund er, des højere tendens til romantisk kysseri.
Det er ikke klart, hvorfra det romantiske / seksuelle kys har udviklet sig, siger Garcia. Nogle dyr har en lignende adfærd; chimpanser, for eksempel, er kendt for at kysse med åben mund.
Når det kommer til menneskers kys tjener det som en måde at lære mere om en partner, "om man føler der er en 'kemi' eller eventuelt for at vurdere den andens helbred via smag og lugt, og på den måde vurdere om man passer med hinanden."
"Der er sandsynligvis et biologisk grundlag for at kysse, da man udveksler feromoner og spyt, samt patogener - som kan være særligt farligt i samfund uden mundhygiejne, hvor kys kan føre til spredning af respiratorisk eller anden sygdom," siger Garcia.