Forældre kan lære at hjælpe anorektikere
Har en teenager anoreksi, bør familien gå i en bestemt form for terapi. Forældre kan nemlig hjælpe børn, så de hurtigere tager på i vægt.
Det viser en ny undersøgelse offentliggjort i JAMA Psychiatry, hvor forskerne beskriver hvordan anoreksi-ramte reagerer på familieterapi.
”Beskeden til forældre er først og fremmest, at der findes god behandling til de børn, der kæmper med anoreksi,” siger lederen af studiet, dr. Stewart Agras, der er professor emeritus i psykatri og adfærdspsykologi ved Stanford University.
”Derefter skal de vide, at den bedste behandling er familieterapi, hvor forældrene hjælper deres børn med at tage på i vægt,” siger han.
”I lang tid har man bebrejdet familierne, at de skulle være årsag til anoreksien, og derfor skulle de holdes udenfor behandlingen,” siger en anden forsker bag studiet, dr. James Lock, professor i psykiatri og adfærdsforskning ved Stanford.
”Men vores studie antyder, at hvordan du end involverer familien, er den nyttig. Og en mere fokuseret familieterapi virker hurtigere og billigere for de fleste,” siger Lock, der også er direktør i Comprehensive Eating Disorders Program ved Lucile Packard Children’s Hospital, Stanford.
Målrettet terapi
Studiet inkluderede mere end 160 amerikanske og canadiske anoreksipatienter. De var i alderen fra 12 til 18 år og de havde kæmpet med anoreksi i gennemsnitligt 13,5 måneder. 90 procent af patienterne var piger.
Deres gennemsnitlige kropsvægt var mindst 75 procent af, hvad den burde være, hvilket betød, at doktorerne opfattede det som sikkert for dem at modtage behandling sammen med deres forældre.
Deltagerne blev involveret i to forskellige typer familieterapi. Det ene program underviste forældrene i, hvordan de kunne lære deres børn derhjemme at spise normalt og tage på i vægt. Det andet program søgte at løse familiens generelle problemer.
Begge programmer bestod af 16 gange en times terapisessioner hen over ni måneder. Terapiernes effektivitet blev evalueret efter de ni måneder og derefter et år senere.
Patienterne viste sig at have lige stor chance for at blive raske ved begge terapiformer. Men dem, der havde deltaget i det program, der fokuserede på normale spisevaner, øgede hurtigere deres vægt og krævede færre hospitalsindlæggelser.
Disse resultater føjer sig til en stigende dokumentation for at forældres involvering er vigtig i behandling af teenagere med anoreksi.
Tags: teenager, spiseforstyrrelse, anoreksi, familieterapi