Terapi kan hjælpe dig til at finde afklaring og et formål med livet.

4 grunde til at gå i terapi

Du er ikke nødvendigvis typen, der opsøger alverdens terapeuter eller behandlere. Men hvis du alligevel lader dig overtale til at få hjælp til en livskrise eller andre psykiske problemer, vil du her kunne finde nogle gode råd til at få mest muligt ud af indsatsen.

Måske håndterer du normalt stress og andre udfordringer ved at tale med dine nærmeste og på den måde komme videre i en helingsproces. Men uanset hvad man går og bakser med, kan alle på et tidspunkt i livet komme ud for problemer, der bedst løses ved at man taler med en professionel.

Forskning har vist, at bare det at sætte ord på ens følelser har en signifikant effekt på hjernen. At få bekymringerne frem på bordet, også de mindre af dem, hjælper – især hvis det er i selskab med en person, der er uddannet i at hjælpe med at tackle det.

Hvis du så er kommet frem til, at du vil søge hjælp, bør du først og fremmest finde ud af, hvilken type terapeut, du vil have mest gavn af. Skal det være en terapeut eller måske en lifecoach? Uanset hvad, så har du nu besluttet at du vil forbedre dit liv, og det er det første skridt.

Der findes mange typer terapeuter, med mange slags uddannelser, titler og honorarstørrelser. 

Hos en terapeut, der tilbyder samtaleterapi, handler det om langsigtet at arbejde med at forstå dine egne tanker, dit humør og din adfærd.

En lifecoach arbejder mere med at motivere og giver følelsesmæssig støtte ved at skabe tillid mellem sig selv og klienten. Mange psykologer og terapeuter arbejder som lifecoaches.

Man kan sige, at terapeuter og lifecoaches bruger mange fælles teknikker, men de går alligevel til tingene på forskellig måde. Mange lifecoaches fokuserer på at skabe et nyt livsmønster for at opnå nye mål, mens terapeuter mere ser på følelsesmæssige konsekvenser af tidligere problemer.

Her er nogle at de måder terapi og lifecoaching kan hjælpe med at gøre os gladere og mentalt sundere og bedre:

Terapi kan hjælpe med at håndtere følelser i forbindelse med problemer og stresspåvirkninger.

Man kan kalde terapi for ‘teknik i problemløsning’, og det kan fungere som værktøj til at kunne klare angst, depression og afhængighed. Men det er også en måde helt generelt at få det følelsesmæssigt bedre i ens dagligdag.

”Terapi kan være et indre laboratorium,” siger doktor David Spiegel, der er viceformand indenfor psykiatri og adfærdsvidenskab på Stanford University.

”Det er en måde at arbejde med erkendelser og medmenneskelige forhold så man kan håndtere sine følelser og lære at se dem i et andet perspektiv.”

Med andre ord så behøver man ikke være i en stor livskrise eller gennemgå et voldsomt traume for at have gavn af terapi. At tale med en professionel kan hjælpe dig med at få en fornemmelse af, hvordan du virker på andre mennesker, hjælper dig med at få feedback på dine følelser og giver dig indsigt i, hvordan disse følelser påvirker dig og din tilværelse.

At tale med nogen kan hjælpe med at finde meningen med livet.

Om du taler med en professionel, uanset om det er en terapeut eller en lifecoach, så er det vigtige, at du åbner op og at du taler om, hvad du kæmper med og hvor du ønsker at komme hen følelsesmæssigt. Det giver dig mulighed for at arbejde hen mod et mål, som kan give dig selvtillid, fred i sjælen og i sidste ende en mening med livet.

”Det fungerer virkelig for mennesker, som søger en mening med livet, professionelt og personligt,” siger New Yorker-lifecoachen Stefanie Ziev.

”Det klarlægger formålet – især hvis du føler dig udbrændt.”

En lifecoach kan holde dig fast på dine mål.

Uanset om du ønsker at tabe dig eller du overvejer et stort karriereskift, så vil en dialog med en professional lifecoach hjælpe dig med at komme forbi de mentale blokeringer, der opstår ved en hvilken som helst forandring.

”Jeg føler, jeg lever i et samfund, hvor alle tror, de skal gøre alting alene,” siger Stefanie Ziev.

”Men vi er bare bedre sammen. Den største gevinst ved at søge hjælp er, at det giver en kæmpe støtte og at det skaber ansvarlighed, når det handler om at gå efter dine mål.”

Og forskerne giver hende ret. Flere undersøgelser har vist, at social støtte kan hjælpe med at opbygge modstandskraft mod stress – hvilket er nyttigt, hvis man forsøger at lave en markant ændring i livet.

En professionel kan hjælpe med at afdække problemet – og med en løsning.

Ligesom en lifecoach kan hjælpe med at formulere og lægge en plan for signifikante forandringer i livet, kan terapi hjælpe med at udvikle en strategi til at håndtere midlertidige problemer, som man står overfor. David Spiegel siger, at hvis man taler med en professionel, har man mulighed for at betragte en hvilken som helst bakketop, man skal bestige, fra en ny vinkel.

”Du lærer at sætte nyt perspektiv på hvilket som helst problem, du kæmper med,” siger han.

”Og du kan se problemet uden at føle dig overvældet af angst og tristhed, også selv om problemet stadig er der. På den måde, kan terapi hjælpe dig med at sætte problemet ind i en ny sammenhæng og håndtere det så du kan lægge en strategi og komme fremad.”

Spiegel understreger vigtigheden af at foretage lidt research for at finde den rette professionelle, som har rette uddannelse og som passer bedst til situationen. Og derefter er det vigtigt at gå til den professionelle med et åbent sind.

 

 

 

Tags: stress, terapi, psykolog, lifecoach, meningen med livet