Hormon får os til at lyve

Det hormon, der får os til at have varme følelser for andre, får os måske også til at lyve for at gavne et fællesskab.

For noget tyder på, at mængden af det såkaldte ’kærligheds hormon’ oxytocin i blodet også afgør, om vi er parate til at stikke en plade for at gavne den gruppe vi er en del af, selv om vi ikke ville gøre det for vores egen skyld.

Vi kender alle situationer, hvor vi er villige til at stikke en lille løgn for at beskytte dem tæt på os - eksempelvis i forbindelse med klager fra kunder eller hvis kolleger mistænkes for at møde for sent. Politifolk udsættes også ofte for mistanke om at dække over hinanden i sager om politivold eller fejlskøn. Det samme sker også i hospitalsverdenen. Ja, formentlig i de fleste sammenhænge, hvor folk arbejder tæt sammen.

Hormonet oxytocin produceres i hypothalamus området i hjernen, og det har vist sig at være ansvarligt for, at par føler sig tætte på hinanden, ligesom det er baggrunden for følelser mellem mødre og deres babyer. Oxytocin er både vores kærlighedshormon og det hormon, der gør os gode til almindeligt socialt samvær. 

Generelt er det sådan, at jo højere niveau en person har af hormonet oxytocin, desto mere empati og tillid til andre mennesker vil personen have, ligesom hormonet reducerer social uro og angst reaktioner.

Forskere fra Ben-Gurion University i Israel og fra University of Amsterdam i Holland har i nye eksperimenter fokuseret på etiske valg og beslutningsprocesser. 

Der findes kun meget lidt videnskabelig dokumentation, som forklarer den biologiske baggrund for at vi lyver. Og forskerne har derfor foretaget et eksperiment, som skulle råde bod på det.

En gruppe på 60 mandlige deltagere fik enten en dosis oxytocin eller placebo (et stof uden virkning), og blev derefter delt op i to grupper på hver 3 personer. Grupperne blev bedt om at forudse, på hvilken side 10 mønter landede. Hvis de gættede rigtigt, fik gruppen penge til deling blandt de 3 deltagere.

Mange løgnere

Deltagerne skulle kaste mønterne og selv rapportere, når de havde gættet rigtigt og gruppen derfor skulle have penge. Og det viste sig, at deltagere med ekstra oxytocin i blodet var mere tilbøjelige til at lyve om antallet af rigtige gæt, der gav gruppen penge.

De resultater, som blev rapporteret til forskerne fra deltagere, som havde taget en dosis oxytocin var markant forskelligt i forhold til resultaterne fra dem, der ikke har fået andet end placebo.

I kontrolgruppen påstod kun 23 pct. at de havde gættet rigtigt i 9 ud af 10 gange. Men i gruppen, der havde fået oxytocin, var det hele 53 pct. af deltagerne, der påstod, de havde gættet korrekt så mange gange.

I et tilsvarende kontrolforsøg med 60 personer, der ikke blev placeret i 3-mands-grupper og altså kun kunne gavne sig selv,  løj deltagerne, som havde fået oxytocin, ikke mere end placebogruppen.

”Den statistiske sandsynlighed for at nogen gætter korrekt så ofte er omkring 1 pct.,” siger dr. Shaul Shalvi, direktør i Ben-Gurion University’s afdeling for studier i beslutningstagning og økonomisk psykologi.

”Selvom det altså er ekstremt usandsynligt, sagde 53 pct. af dem, der havde fået oxytocin, at de havde gættet korrekt så mange gange.”

Forskerne kan jo konkludere, at der er grund til at tro, at langt de fleste af dem, der påstod, de havde en succesrate på mellem 90 og 100 pct., løj. Men de kunne også notere sig, at dem, der havde fået oxytocin var mere end dobbelt så tilbøjelige til at lyve end de andre.

”Vores forskning antyder, at folk er parate til at bøje de etiske regler for at hjælpe mennesker, der er tæt på dem, som f.eks. en gruppe eller familien,” siger dr. Shalvi, der mener, at eksperimentet har givet en god indsigt I, hvornår samarbejde bliver uetisk.